i Brønshøj måtte jeg bare forbi, da jeg kørte fra arbejdet i dag. Ingen af de udfarende fra kontoret havde haft basser med, når de vendte tilbage fra deres møder ude i byen. Jeg kunne næsten ikke vente til kl. blev 15, hvor jeg kunne dreje nøglen om i tændingen og køre hen til Kirsten. Jeg vidste lige, hvad jeg skulle have. En frugttærte med hele svineriet, og det kunne ikke gå hurtigere end for langsomt. Derhjemme ville jeg - efter Rufus' luftetur - sætte skumringstid-kaffe over til husbond kom hjem, så vi sammen, ved stearinlysets skær, kunne sidde og nyde denne vidunderlige tærte (beregnet til 6 pers.). Enden på en lang historie var, at jeg havde spist halvdelen, inden husbond landede her på adressen kl. 17. Jeg havde slet ikke nået at få den sat på et fad. Da han så resterne, havde han slet ikke lyst. "Der er alt for meget creme i".
1. prøvesmagning. Det endte op med en halv tærte...
Stearinlyset er først lige blevet tændt. Skumringstimen blev ikke helt, som jeg havde tænkt mig. Men jeg har en halv frugttærte for mig selv i morgen eftermiddag.
|