fredag den 21. december 2007

Arbejdsfri

GlöggI dag blev chefen overrasket - men glad. Vi fik indviet vores nye, ekstra mødelokale, som to af vores mandlige kollegaer fik indrettet i går med masser af kommentarer og morskab.

I dag blev mødelokalet julepyntet og -bordet dækket op. Chefen og halvlederen havde købt julepakker, som lå dekorativt ned gennem bordet. Der blev lavet glögg på kaffemaskinerne (i mangel af gryder og komfur). Kanderne blev sat i mikroovnen og glöggen var vidunderlig. Så var der gave-pakkeleg, som jeg desværre ikke kunne deltage i, da jeg skulle gå tidligt.

Gavepakkerne, som der skulle spilles om, var vores julegaver fra firmaet. Chefen syntes ikke, jeg skulle gå tomhændet hjem. Han løb ind på sit kontor og kom tilbage med en af de utallige julegaver, han havde fået fra vores samarbejdspartnere og overrakte mig den (efter at have hevet kortet af). "Jeg skal lige se, hvem jeg har fået den af" :o)

Hvor ville jeg dog gerne have deltaget i den gave-pakkeleg. Det må have været sjovt. Alle mine kollegaer er mænd og fyrer den af, når vi endelig er sammen i firmaet.

Det har været endnu en skøn dag med mundvigene trukket op til begge ører.