Men jeg blev nødt til det. Ellers bliver det værre og værre.
Ved min svigerindes ankomst til julefrokosten i går fik jeg kvalme. Ikke over at se hende, men af hendes duft. Parfumen lagde en tung dyne af krydret duft over det lille hjem. Den overdøvede totalt duften af husbonds julespecialiteter i ovn og på pander.
Jeg kan vel i princippet leve med det. Men lige netop i går, hvor jeg havde fået talentvand (2 snapse), var jeg modig og slyngede ud i stuen, at hun burde holde lidt igen med den duft.
"Du kommer ALT for meget på. - Det er bare et godt råd!".
Det kom bag på mig, at hun blev ked af det. - På den måde at hun blev stille i et par timer. Jeg prøvede at redde den hjem, ved at spørge, om hun ikke ville gøre en person opmærksom på, hvis frakkesømmen var gået op eller en maske løb på strømpen osv. Jo, det ville hun da... Men ?
Nå, men jeg har egentlig haft det skidt med det i formiddag, hvor jeg over opvasken tænkte på gårsdagens begivenheder. Det var meningen, jeg ville ringe til hende og sige undskyld. På den anden side er jeg glad for, at jeg har fået det sagt. Måske vil hun være mere behersket med dråberne fremover. Jeg tror, jeg vil lade det blive ved det.
I dag var der ro til, at jeg endelig kunne komme i gang med Liselottes opskrift på vanter. Jeg forstår ikke, hvordan jeg har kunnet holde mig fra strikkeriet i så lang tid. Det er jo herligt at høre pindene klirre igen. Måske skal jeg se at få gjort den trøje færdig, jeg bare måtte have for ca. 7 år siden? Der mangler jo kun et halvt ærme...
|