søndag den 6. januar 2008

Fornemmelse for farver har jeg ikke

I går fik jeg indkøbt garn til vanter og tørklæde.

Det er 4. par vanter, jeg skal i gang med. Dette par skal være i farverne stærk pink og gul. Garndamen foreslog, at jeg strikkede en angoratråd med for at gøre dem varmere. Så det skal prøves.

Til tørklædet fik jeg det rigtige garn men ikke i de farver, jeg havde bestemt mig for hjemmefra. Som altid, når jeg står overfor et stort udvalg, går jeg i baglås og vil helst have det hele eller ingenting. Med lidt hjælp fik jeg nogle efterårsfarver og en stærk blå i farvesammensætningen. Jeg ved ikke, om jeg er helt tilfreds. Ville gerne have haft nogle pangfarver.

Ingen af farverne passer til nogle af mine vanter...

En julegave blev byttet til 'Menu' gummivaser i farver, som gør mig glad. De passer ikke til noget af det øvrige inventar, så indtil videre har de fået en plads i badeværelset, hvor de pifter lidt op. Jeg får nok brug for dem en dag.

Så fik jeg da endelig min Mayland kalender og fik overført, hvad der overføres skulle til år 2008. Udklip, jeg har samlet i 2007, skulle klippes til og limes ind på siderne bagest i kalenderen.

Nu kan 2008 bare komme an!