Da vi fik hund begyndte jeg først at lægge mærke til hvor mange glasskår, der ligger på fortovene. Specielt efter fredag og lørdag nat.
Når jeg så en flaske eller et glas tog jeg dem med og smed dem i nærmeste affaldsbeholder. Ølflasker holdt jeg hurtigt op med at tage med mig, fordi en cyklist engang sendte mig forargede øjne, som om det var mig der lige havde tømt flasken.
Glas derimod samler jeg stadig. Nu med den forskel, at jeg tager dem med hjem i stedet for at kassere dem. Det er glas, som værtshus- og café-folket sætter fra sig, når de har tømt dem på hjemvejen.
Jeg har altid hundeposer i lommen, som hundeejere jo har. Dem bruger jeg tit til at hjembringe mine fund i. I starten tog jeg rat og kravl. Nu har jeg specialiseret mig og tager kun de, som er udført i smukt design. De andre kasseres.
Det er helt hen i vejret, at jeg overhovedet gør det. Vi har arveglas i det fineste krystal. Vi har glas, vi samlede på som unge. Vi har glas, som vi købte for nylig, fordi de bare er så smukke. Vi har vinglas og drikkeglas i glade farver i sommerhuset osv. osv. Men jeg bilder mig ind, at jeg gør det i en god sags tjeneste. Det jeg fjerner ender ikke op som glasskår til skade for dyrene.
Bare jeg ikke går hen og bliver en sær posedame...
|