To store hanhunde i snor mødes og - ikke sød musik - men aggressivitet opstår.
Karabinhagen på Rufus' line knækker og han kaster sig over rivalen i kamp.
Det var lørdag. Vi havde gået en dejlig tur på denne solskinsdag i Frederiksberg Have og havde planer for eftermiddagen, inden vi skulle til middag hos venner om aftenen.
I løbet af et splitsekund blev det hele ændret i et sandt blodbad. Hundene blev hurtigt adskilt - rivalen uden skader. Men Rufus ansigt var fuldstændig smurt ind i blod. Fra panden, over øjet, stod en tyk pulserende blodstråle op i luften. Det var fuldstændig surrealistisk.
Jeg skreg. Rundt om os stod en masse mennesker og så chokerede til. Husbond tog det hele roligt og kom hurtigt i kontakt med Falck, som anbefalede os at køre til Dyrehospitalet i Valby, som har åbent i weekenden.
Jeg er utrolig taknemmelig over den hjælp og alle de beroligende ord, som vi fik. Ingen bebrejdende blikke eller fjendtlige ord om, at vi ikke kunne styre vores hund.
På vej i bilen til dyrehospitalet stoppede blødningen. Jeg tror på Gud, gør jeg. Jeg var sikker på, Rufus ville dø fra os. Men nej, vi fik lov at beholde ham.
To en halv time på dyrehospitalet og vi kunne tage hjem med en hund fyldt op med antibiotika m.m.
Alle planer væltede undtagen vennerne, hvor Rufus altid er velkommen. Så han fik også en god aften.
Jeg er ked af, at jeg ikke fik talt med den anden hunds mor. Jeg ser hende dog tit i Frbg. Have. Næste gang må jeg gå hen til hende alene for at fortælle, hvordan det gik. Hun var meget bekymret for Rufus. Hun så også at karabinhagen knækkede. Godt der ikke skete noget med hendes hund.
Det må være forfærdeligt, når det er børn, der bliver angrebet. Jeg tør slet ikke tænke tanken til ende.
|