torsdag den 14. februar 2008

Nogle dage

... kan man være så uheldig at komme ind i en stime af bilister, som er til stor irritation. Sådan én ramlede jeg ind i i dag på vej hjem fra arbejde.

Jeg var i rigtig godt humør, da jeg satte mig bag rattet, havde tændt for radioen og Monica Krog-Meyer tonede ud af højttalerne. Så var det bare derudad.

Men så lå der pludselig denne kæmpe varevogn foran, som kørte 40 km/t. Føreren stod på bremsen konstant. Da den var af vejen, kom en anden ind foran fra en sidevej, som også fik mit temperament i kog. Jamen jeg var da helt arrig, da jeg nåede hjem.

Men det hjalp, som altid, at komme hjem til Rufus og Miss og få pelsterapi og derefter en rask spadseretur med Rufus.

Jeg ved ikke, hvad der sker i ferier. Det er nogle andre bilister, som kommer på gaden. Trafikken glider ikke på samme måde, som til hverdag.

Chefens kone havde været forbi kontoret i går og sat hyacinter på mødebordet. De er så kraftfulde og dejlige. Jeg glæder mig til de begynder at dufte.

Jeg købte en buket lyserøde tulipaner og hyacinter til vores venner i weekenden. Én tulipan tog jeg selv.